juni var vi på den første tur med Odense Friluftsforening, hvor 13 friske vandrere samt en sød hund deltog. Vi mødtes i Svendborg om aftenen den 15. juni, hvorefter vi gik til vores lejrplads lidt uden for byen. Stemningen var allerede i top, da vi slog lejr og hyggede os med varme drikke og kage.

Lørdag gik vi fra Svendborg til Fjællebroen. Det var en dejligt afvekslende tur, som gik gennem forskellige landskaber og terræn. Der var godt humør hele dagen, også selvom vi tilsyneladende havde ramt den ene sommerdag, hvor det regnede en gang imellem. Især formanden glædede sig over regnen, for hun havde nemlig lige købt nye regnbukser. Vi overnattede på en fantastisk lejrplads lige ned til vandet. Vi fik lavet mad og spist, hvorefter vi nød den dejlige aften. Vi var dog trætte efter dagens vandretur, så vi gik tidligt til ro i enten shelter, telt eller hængekøjer og fik en god nats søvn.

Søndag gik turen til Faaborg. Vel fremme sluttede vi turen af med suppe og øl. Det havde været en dejlig tur. Vi havde alle haft det hyggeligt sammen, fået snakket sammen på kryds og tværs og der var sørget for god forplejning. Afbrændingsforbuddet forhindrede os i at tænde bål og det var selvfølgelig lidt ærgerligt, når nu vi er en friluftsforening, men med trangia og jetboil lykkedes det alligevel at få både mad og varmt vand til kaffe og the. Forhåbentlig får vi mange flere lige så gode ture i foreningens regi fremover.

 

Anja Nielsen som er et af vores medlemmer har skrevet dette indlæg om vores vandretur på øhavsstien 😀